fbpx

Birks yndlingsstrik 2019

2019 bød på strik af ca. 30 km garn for mig. Ca 9,3 kilo garn blev strikket til færdige projekter eller til lækre WIPS som nu er klar til lidt kærlighed. Lige nu er jeg dybt involveret i Islandersweateren fra den altid dygtige Skeindeer. Hvis I ikke kender hende, så er det Eli som oprindeligt er nordmand, men nu bosiddende i London. Hun er fuldstændig vidunderligt dygtig og jeg er indehaver af MANGE af hendes opskrifter. Mange som jeg faktisk har garn til og på min ønskeliste for 2020. Men mere om ønskestrik i 2020 en anden god gang – ellers bliver det her blogindlæg vidst lidt langt at læse…

Jeg har fundet tre projekter frem fra 2019 som jeg har været særligt glade for. Enten produktet, processen eller begge dele.

Her er det nogle lækre strømper jeg teststrikkede for Anne-Sophie fra littleyellowknithouse (Instagram og Youtube). Jeg valgte vores eget lækre håndfarvet garn som farve. Det var faktisk første gang jeg strikkede strømper fra tåen og op, og det var heldigvis super nemt og ligetil. Opskriften vil jeg rigtig gerne anbefale til alle. Mønsteret er simpelt at lære og giver stadig et utroligt feminint udtryk. Jeg er vild med dem og de bliver flittigt brugt! Her var det virkelig både process og projekt der drev værket.

Håndfarvet garn er jeg virkelig vild med, og da vi var på Fiberfolk i Århus i november 2019 var Joan fra Kaos Yarn også tilstede. Jeg blev forelsket i to fed nonsuperwashed håndfarvet merinould i dk weight og købte dem faktisk sammen med en opskrift med intention om at strikke vanter til mig selv. Men Estrid (min 3-årige datter) blev ligeså forelsket som mig og ville have en hue. Så jeg designede hue, vanter og en halsedisse ud af de to fed, jeg arbejder stadig på at skrive mine håndskrevet noter til en opskrift som andre faktisk har mulighed for at forstå. Men det kommer nok det hele. Livet er så utroligt fyldt af “burde” og “skal nå” at jeg faktisk prøver at begrænse de to begreber for mig selv. Det skal helst være sjovt at være med i projekt “Birk og Berg” Processen var vidunderlig…. lige indtil nu hvor opskriften skal renskrives. Produktet er i høj kurs og jeg har allerede måtte skuffe nogen ved at fortælle at man ikke kan købe sættet nogle steder.

Det sidste projekt jeg vil vise jer er mit absolut yndlings! Det er skideflot hvis jeg må være så fri og det er forbundet til gode minder og stemninger. Jeg må også indrømme at det mod enden var temmelig ensformigt at strikke, men produktet er så vidunderligt.

Mit birds of a feather sjal er fuldstændig som jeg ønskede det. Florlet, gult og blødt. Jeg strikkede det i vores eget garn, en blanding af Vesuv garn (85% merino) og så vores bløde silkmohair. Jeg farvede garnet specifikt til projektet og strikkede på det henover sommeren. En af dagene jeg sad med det i hænderne var på min veninde Katrines båd. Katrine er en af de fem der udgør strikkeklubben jeg er med i. Vi alle har gået på samme hold på pædagoguddannelsen og her 10 år efter ses vi stadig til strik og chips. Katrine er lige nu på den anden side af Atlanten. Hun og hendes familie stævnede ud kort efter strikkeklub i båden og er på deres livs eventyr. Hver gang jeg ser på mit sjal tænker jeg på hende, hendes enormt høje latter, hendes bare tæer og store smil. Katrine jeg savner dig lidt! Kender I godt det med at forbinde et projekt med minder og særlige følelser?

Det var mine tre yndlingsprojekter fra 2019. Fedt du gad at læse med. Jeg håber 2020 byder på endnu flere lækre strikkeoplevelser. Jeg har sat et købestop op for mig selv for garn (jeg er oppe på ca 27 kilo garn i lageret!!) Men mine hylder er heldigvis fuld af lækkert håndfarvet garn i både superwash og nonsuperwash udgave. Gotlænderuld, merinould, glimmertråde, corydaleuld og utroligt meget andet. Jeg er lidt lav på Alpacagarn må jeg tilstå og jeg får brug for det i 2020, så jeg må bytte mig frem til det 😉

KH Christina Birk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *